Det gode samarbejde

Vi ønsker, at forældrene aktivt deltager i barnets skolegang og skolens liv – både gennem faglige og sociale arrangementer. Det styrker fællesskabet i klassen og opbakningen til skolen som helhed.

På Stenlille Skole tror vi på, at det gode samarbejde mellem skole og forældre er nøglen til, at børn trives og lærer bedst. Når vi sammen tager ansvar for barnets faglige, sociale og personlige udvikling, skaber vi den bedste skoleoplevelse for både børn, forældre og personale.

For at sikre et godt samarbejde arbejder skolen målrettet på at informere og involvere forældrene, så alle ved, hvordan de bedst støtter deres barns læring og trivsel. Vi planlægger aktiviteter og møder, som gør det nemt for flest muligt at være med – og vi prioriterer altid en åben og respektfuld kommunikation.